Nyhedsbrev fra Baldersgården, forår 2022.
Kære alle beboere i Baldersgården. Her får I et overblik over, hvilke aktiviteter, der har været og kommer i vores fælles gård og gårdlaug.
Spørgsmål eller andre henvendelser rettes til gårdlaugets bestyrelse på mail, [email protected]. Har du forslag, eller vil du gerne stå for en aktivitet i gården, så sig til.
Generalforsamling og beslutninger om renoveringer: D. 24. marts 2022 holdt vi årets generalforsamling.
Et referat fremsendes, når det er endeligt godkendt sammen med administrator. Her er lidt punkter at fremhæve:
Vi vedtog på generalforsamlingen forslag stillet af bestyrelsen om at igangsætte renovering af pergolaen. Dette arbejde skal finansieres af gårdlaugets opsparede midler samt ekstraopkrævninger fra foreningerne. Budgettet for arbejdet er samlet 360.000 kr. Der opkræves samlet 270.000 kr. fra foreningerne. Arbejdet påbegyndes i midten af maj. En nærmere beskrivelse af arbejdet følger.
En ny bestyrelse valgtes. Alle hidtidige medlemmer fortsætter. Desuden valgtes Carsten Nielsen fra A/B Ægirsgade 69-71. Ifølge vores nye vedtægter indsættes foreningers formænd, hvis foreningerne ikke opstiller en anden repræsentant til gårdlauget. Det er på denne baggrund, Carsten blev valgt. Vi glæder os til også at have A/B Ægirsgade 69-71 repræsenteret i gårdlauget.
Rune Wieth valgtes som suppleant fra A/B Bagerlauget. Rune træder til i en periode fra maj 2022 og ca. et år frem, hvor vores formand, Ditte Brøgger, fra samme forening går på barsel. I perioden, hvor Ditte er på barsel, er Jesper Petersen konstitueret formand (og Rune indgår som menigt medlem).
Erhvervsaffald: Vi oplever store problemer med håndteringen af erhvervsaffald i den ende af gården, der vender mod Tagensvej. Vi er i dialog med foreningerne, der huser erhvervene om en løsning. Vi arbejder nu mod at adskille erhvervsaffald og beboeraffald helt og at etablere særskilte skure til erhvervsaffaldet.
Vi henstiller endnu en gang til, at alle følger regler ang. affald. Beboere skal ikke bruge erhvervenes containere, og erhvervene skal kun bruge egne containere og altid holde disse containere låste og helt lukkede. Affald må ALDRIG placeres uden for containere.
Havedage: Forårets havedag er d. 23. april kl 10-15. Vi hænger opslag op (se det vedhæftede), men orienter også gerne jeres beboere og opfordr dem til at komme. Vi glæder os til en hyggelig dag.
Næste havedag igen bliver 24. september 2022.
Jord til afbenyttelse: Ved siden af sandkassen står 3 store sække med god jord. Alle er velkomne til at tage af denne jord til at bruge i fx altankasser.