Nyhedsbrev januar 2019
Kære alle i Baldersgården
Endnu et år er gået i Baldersgården og et nyt år står for døren
2018 blev et år, hvor gårdrenoveringen rigtig kom i gang med flere gode arbejdsdage og rigtig mange frivillige. Der blev bygget højbede, som store og små var med til at plante til. Det gamle skur ved boldburet blev revet ned for at gøre plads til et nyt storskraldsrum. Vi havde ubudne lodne gæster, som tørken drev ind i gården, hvorfor gården blev forsøgt rottesikret flere steder, og der var stor opmærksomhed på overfyldte skraldecontainere. Gårdlauget fik Valdal Advokatfirma som ny administrator og nye beboere kom ind i bestyrelsen. Beboerne i gården fejrede fødselsdage og studenterhuer samt samledes om at tænde juletræet første lørdag i december.
Hvad bringer det nye år så?
Juletræer og haveaffald
Til og med den 13. januar kan I komme af med jeres juletræer ved at lægge dem i bunken i gården. Disse vil blive afhentet den 14. Januar.
Søndag den 13. januar kl. 13.00-15.00 afholdes en lille arbejdsdag i gården, hvor juletræet fældes og gøres klar til afhentning. Der vil være varm kakao og alle er velkommen.
Sæsonen for afhentning af haveaffald endte den 30. november, og I kan derfor ikke aflevere haveaffald i gården, før sæsonen starter igen den 1. marts. Skulle I have haveaffald liggende eller et juletræ til udsmidning som ikke nåede at komme med den 14. januar, skal I aflevere disse på en genbrugsstation. Vi henviser til den nærmeste som er Haraldsgade Nærgenbrugsstation på Vermundsgade 47A, 2100 København Ø.
Fastelavn i Baldersgården
Vi holder Fastelavn i gården søndag den 3. marts kl. 15.00. Alle er velkommen!
Gårdrenovering
Gårdrenoveringen fortsætter og storskrald er allerede flyttet til det nye rum, hvor de sidste detaljer vil blive færdiggjort i begyndelsen af året og på den førstkommende arbejdsdag. Vi går nu i gang med at planlægge de næste faser sammen med TagTomat, hvor forhåbentlig lige så mange friske beboere har lyst til at hjælpe til på arbejdsdagene.
Generalforsamling
Vi arbejder på at få klargjort regnskab og andet til generalforsamlingen, så denne kan afholdes tidligere på året, end tilfældet var i 2018. Heldigvis vil den nye administrator hjælpe med dette. Vi forventer at kunne afholde generalforsamling omkring marts. I vil modtage indkaldelse til denne.
Affald og rotter
Storskrald er som nævnt rykket til det nye storskraldsrum, og vi vil opsætte låse på det gamle rum, så alle kan vænne sig til at bruge det nye. Skraldeskuret ved legepladsen er en del af de kommende faser i gårdrenoveringen og dette vil efter planen blive revet ned og begyndt opbygget i løbet af 2019. Der vil være en overgangsperiode, hvor containere vil stå udenfor i gården, ligesom tilfældet var ved byggeriet af skuret ved boldburet. Når det nye skur står færdigt, vil det til gengæld være bedre indrettet til at opfylde vores behov for affaldssortering.
Som nævnt i sidste nyhedsbrev er det blevet besluttet ikke at have glascontainere i gården. Vi henviser derfor til glascontaineren på Balders Plads.
Vi kan desværre nok forvente, at det kommende år byder på flere lodne gæster, som ønsker at komme ind i vores dejlige gård, så snart vejret bliver varmere. Derfor bliver det også i 2019 vigtig, at vi er opmærksomme på at holde skralderum rene og ryddelige og minder hinanden om, at containere ikke må overfyldes. Ligeledes skal vi fortsat sikre at få alle madrester smidt forsvarligt ud, når vi har hygget os i gården.
Kontakt til bestyrelsen
I kan fortsat komme i kontakt med bestyrelse ved at skrive en mail til [email protected].
Vi glæder os til det kommende år i Baldersgården og ønsker alle beboere et rigtig godt nytår!
Med venlig hilsen,
Gårdlaugets bestyrelse.